Implantater
Et implantat er en kunstig tandrod af titanium.
Implantatet ligner en lille skrue, som opereres ind i kæben som erstatning for en naturlig tandrod.
Implantater kan være basis for en krone, en bro eller en aftagelig protese.
Implantatet vokser fast i kæben i løbet af et par måneder.
Behovet for et implantat opstår, når du mangler en eller flere tænder.
Behandling
Først bliver der taget røntgenbilleder, og dernæst tager klinikassistenten aftryk til fremstilling af gipsmodeller af dit tandsæt.
Implantatet bliver opereret ind ved at tandlægen lægger et snit i tandkødet og borer gennem denne åbning et lille hul i kæbeknoglen.
Implantatet skrues ind i hullet, og tandlægen syr tandkødet sammen hen over implantatet.
Behandlingen foregår under bedøvelse.
Implantatet skal vokse fast i kæben over det næste par måneder, hvor du skal omkring tandlægen nogle gange til kontrol af, at det vokser rigtigt sammen.
Når tandkødet er vokset sammen og implantatet vokset fast i kæben, kan tandlægen efter et enkelt snit i tandkødet under lokalbedøvelse skrue en lille forlængerskrue op i implantatet, hvorpå der kan monteres en krone eller en bro.
Varighed: 2-5 måneder, 5 konsultationer á 5-60 minutter.
I visse tilfælde kan forlængerskruen sættes ned i kæben samme dag, som der tages aftryk
Resultat
Manglende naturlige tænder i tandrækken erstattes med kroner eller broer, hvilket både gør tyggefladen større og giver et sundere, smukkere smil.
Risiko
Det er vigtigt, at tandkød og forlænger-stykkerne holdes rene.
Går der betændelse i tandkødet, er der risiko for, at implantatet går løs og bliver ubrugeligt.